Fugleviglunds historie 1898-65
To generationer var bosiddende på Fugleviglund i denne periode. I 1898 blev gården overtaget af Christian Frederik Scherfig, som dengang både købte Bred Teglværk og Fugleviglund med dets 75 tdr land. Bygningerne, som de står i dag, blev opført umiddelbart i de efterfølgende år. Både ny stald og lade samten længe til vognene blev opført foruden en udvidelse af hovedbygningen i 2 etager.
Teglværket blev hurtigt moderniseret sådan at produktionen blev en af datidens mest moderne teglværker, og der blev indsat et vigespor fra den officielle jernbane helt hen til teglværket. Mens en masse af leret kom fra Fugleviglunds jorder, så blev resten af landjorden dyrket under kyndig ledelse af Christian Scherfigs kone Ingeborg Scherfig. Hun styrede også den store husholdning med både kokkepige og stuepige. Hun skabte et kærligt hjem for sine 5 børn. Interessen sad dybt i at sørge for dem og anskaffe dem en uddannelse, og hun fik det arrangeret således, at hun havde en huslærer for at give privat undervisning i hjemmet.
Ingeborg ønskede også at børnene skulle lære at danse, så hun oprettede en danseskole på Fugleviglund for sine egne samt venners børn. Så ejendommen fandt i denne tid mange forskellige former for virke.
De 4 ældste børn forsatte deres tilværelser som præstekone, ingeniør, læge og lærerinde, mens den yngste datter Grethe, som tog sig en plads som barnepige i København og og også dyrkede sin store interesse for gymnastik, vendte hjem til Fugleviglund for at overtage husholdningen på gården efter moderens pludselige død. Hendes interesse for gymnastikken udmøntede sig i at der blev etableret et gymnastikhold for piger på Vissenbjerg Kro som siden flyttede lokaler til Bred Kro. Det blev derefter endvidere til et gymnastikhold for drenge samt en kursusrække i folkedans.
Det var ved en af disse folkedans aftener at Grethe Geisshardt mødte sin kommende mand Walter Robert Geishardt. Han var Wienerbarn og kom som kun 9 årig i 1921 i pleje på Holmegården hos Thomas og Astrid Jensen. De blev gift i 1934 og forsatte driften af Fugleviglund. Teglværket var blevet solgt fra allerede i 1918, men Walter Geishardt begyndte nu atter at rette op på landbruget, som havde været forsømt de senere år. Christian Frederik Scherfig blev boende i aftægt på gården, men som tiden skred fremad opstod der lidt gnidninger imellem generationerne og de indtog derefter forskellige afdelinger af den store bolig.
I 1942 skete der en voldsom ændring da Walter Geisshardt som tysk statsborger blev indkaldt til militærtjeneste i Tyskland. Han havde søgt om dansk statsborgerskab men havde under de daværende regler ikke nået at opnå det. Så han måtte drage i krig for Tyskland.
Det blev til en hård periode for Grethe Geisshardt. Alene med 2 mindreårige børn og en stærkt forkalket far skulle hun samtidig stå for landbrugsdriften. Hun fandt dog to jyske bønderkarle som have gennemført et ophold på Tommerup Efterskole til at komme og hjælpe hende. Ligeledes havde hun fortsat ung pige i huset.
I januar 1946 dør hendes far og i maj måned samme år vender Walter hjem fra krigen. Fysisk rask var han heldigvis men med dybe sår i sindet fra sine oplevelser i krigen. Grethe Geisshardt får livet på Fugleviglund til at fortsætte og finder flere muligheder for at få økonomien til at hænge sammen, bl.a fik hun som en af de første oprettet værelser til byfolk der ville på bondegårdsferie. Hun havde 7 sengepladser til sådanne gæster på gården.
I 1964 er Walter Geisshardt så plaget af dårligt hjerte, at familien må sælge Fugleviglund, og flyttede op i et nybygget parcelhus i Vissenbjerg.
Fugleviglunds historie 1968-79
Peter og Bente Stokkebye købte Fugleviglund i sommeren ´68. Med fem børn fra to til tretten år søgte de en bolig der kunne rumme en stor familie. Selv om både Peter og Bente var fra Odense, hvor de mødtes som ungdomskærester, ville de bo på landet. Fugleviglund var perfekt.
Hvad de overtog, var en gård og de ønskede for at drive den sådan, både med dyr og planter.
Målet var ikke at leve af det men at udnytte alle gårdens faciliteter. Peter var tredje generation af en kendt tobaksfamilie i Odense, hvor hovedindkomsten til familien blevt tjent. Men ikke desto mindre blev der investeret i hunde, heste og tusindvis af kyllinger, samt planteproduktion af kristtjørn, snebær og grantræer. Stald og mark blev brugt. Der var æble plantage for enden af stalden og der kom ænder i søen.
Naturen omkring gården med skoven op til Vissenbjerg blev også udnyttet. Hver første nytårsdag blev der fældet træer til senere forbrug. Det var tradition, at mændene gik i skoven og Bente forberedte en vinter gryderet imens. Efter motorsaven blev slukket var der Gammel Dansk og øl til de hårdtarbejdende mænd. Senere på aftenen blev der spillet piratbridge som siden blev familiens foretrukne spil.
Peter og Bente havde mange gæster på gården, både personlige venner men også rigtig mange forretningsforbindelser, som kom fra England, Tyskland og U.S.A. Der var altid liv og glade dage på gården. Denne gæstfrihed og rummelighed betød at de fem børn, Elizabeth, Erik, Christine, Charlotte og Lars bragte åbenhed og tolerance til deres egne voksne liv. Og deres mor, Bente, rakte også ud til andre børn, som gennem organisationen Red Barnet kom på sommerferie på gården.
De elleve år på Fugleviglund var stedet hvor medlemmerne af Stokkebye familien samledes, lo og levede, hvilket spredte sig til alle dem der kom og gik på Fugleviglund.
Fugleviglunds historie 1979-2020
Tiden som produktionshøjskole beskrevet af tidligere forstander Inger Poulsen.
I slutningen af 70-erne var der, som alle andre steder i landet, stor ungdomsarbejdsløshed på Højfyn. Otto Dalgaard, som også blev skolens første forstander, skitserede et projekt for de 16-19 årige, der ikke var motiveret for at fortsætte i uddannelse direkte efter folkeskolen. Projektet blev fremlagt for Vissenbjerg og Tommerup kommuner. De fandt ideen god, og man gik i gang med at finde egnede lokaler. Valget faldt på Fugleviglund. Det skabte røre blandt lokalbefolkningen – man kunne ikke forestille sig, at denne flotte ejendom skulle anvendes til unge, der ikke gik den lige vej. Alligevel blev det en realitet. Otto, en murer i jobtilbud og 7 unge gik i gang med at indrette lokalerne, så de blev egnet til formålet. Der blev etableret et metalværksted, et landbrugshold og en lærer blev ansat til vejledning og undervisning. I januar 1983 blev jeg ansat som lærer. I februar 1983 blev projektet til en produktionshøjskole med statstilskud. Vi havde 18 elever og var 3 ansatte. Derudover havde vi 3-4 i jobtilbud.
Vi manglede tilbud til pigerne og i 1986 blev der etableret et tekstil og et træværksted. Vi ville gerne udvide elevgruppen yderligere og i 1987 kom Årup kommune med. Allerede i 1988 havde vi 30 elever .Målgruppen var nu udvidet til 16-25 årige.
Vi havde nu et metalværksted, et træværksted, et udehold, et tekstilværksted og et køkken senere fik vi også et IT værksted. Vi anvendte nu alle kvadratmetre. Vi kunne ikke udvide, da Fugleviglund er beliggende i et fredet område. I mange år havde vi 38-42 elever på skolen, de fysiske rammer, var ikke til flere, så vi havde en venteliste.
Otto Dalgaard valgte at gå på efterløn i 1995 og Lars Hansen blev ansat. Lars var nytænkende og ansøgte om EU midler, så vi bl.a. kunne oprette et projekt ”Produktionsskole for voksne”, et tilbud 10- 12 modne borgere blev visiteret til. Nu var der virkelig ”fuld hus” på skolen. Derudover blev Fugleviglund også ansvarlig for Erhvervsgrunduddannelsen (EGU) i de tre kommuner
I 1995 fik vi en ny produktionsskolelov og vi blev finansieret fra Staten i form af et taxametertilskud i forhold til antal elever. Vi måtte nu optage elever fra hele landet og ikke kun fra de tre kommuner. De tre Højfynske kommuner skulle dog betale et grundtilskud for driften. Det gav frihed og evt. overskud ved årets afslutning kunne overføres til skolens næste års drift.
I 1997 opsagde Lars Hansen sin stilling og jeg blev ansat som forstander. Vi fortsatte den sikre drift men med nye projekter, inden for de rammer vi havde. Efter kommunesammenlægningen i 2005 fik vi flere og flere elever fra den nye Assens Kommune. Vi havde ofte venteliste og det bekymrede os. Desuden var der heller ikke de bedste busforbindelser fra den sydlige del af kommunen. I 2010 var jeg så heldig at deltage i indvielsen af det nye Job og Kompetencecenter i Glamsbjerg. Jeg kunne staks se, at den var bygget og indrettet som en produktionsskole. Jeg fulgte det tæt og allerede i 2011 fik vi en ny arbejdsmarkedslov, der medførte at det metal og træværksted, der var indrettet i kompetencecentret, ikke måtte anvendes. Fugleviglund lejede derfor lokalerne og købte en pavillon, så vi havde en enhed dernede. Pludselig blev vi en ”stor skole” med 65-70 elever fordelt på de to matrikler. I 2014 blev vi bekendt med, at Kompetencecentret skulle flytte – hvad med os, vi kunne ikke undvære lokalerne? Bestyrelsen for Fugleviglund var snarrådige og tilbød at købe hele bygningen af Assens Kommune og i februar 2016 var vi ejere af godt 1600 kvadratmeter bygning. I løbet af det næste års tid etablerede vi et SOSU tilbud samt et IT værksted. Nu havde vi fire tilbud dernede samt undervisning. Vi havde nu 120 elever og 25 ansatte.
Allerede i 2018 vidste vi at alle de forberedende forløb skulle sammenlægges pr. 1. august 2019 – vi skulle alle virksomhedsoverdrages til Forberedende Grund Uddannelse (FGU). Selvom vi havde to velfungerede afdelinger, blev det ministerielt bestemt, at FGU skolerne skulle samle deres afdelinger, så de kun var et sted i kommunen. Vi var ikke i tvivl vi skulle samles i Glamsbjerg både grundet beliggenheden og den store og nye bygningsmasse.
Fugleviglund i Vissenbjerg skulle sælges. Lige netop på 40 års dagen for skolens start blev den sat til salg. En epoke var slut og en ny skulle starte. Som leder havde jeg et stort ønske – at de nye ejere ville blive lige så glade for stedet, som vi havde været i alle årene.
Det var mig en rigtig stor glæde d. 1. oktober 2020, at overrække nøglerne til Poul Moestrup, da jeg ved, at han har historien med og vil værne om stedet, så på den måde bliver en ring sluttet.